søndag den 13. oktober 2013

Tomatsalsa og tomat-æbleketchup

Tomater

Vi har 7 tomatplanter, og det er helt overvældende, hvad de har givet af tomater i år. Lige nu bugner de stadig af tomater, både røde og grønne, men de grønne kan nok ikke helt nå at blive røde her midt i oktober. Men hvad gør man med så mange tomater, som man overhovedet ikke kan nå at spise på vanlig vis. Jo, man laver tomatsalsa og tomat-æbleketchup, som smager så skønt!

Tomatsalsa

1 kg grønne tomater
1 kg modne tomater
10 grønne chilier
2 store løg
1 bundt frisk koriander
1 bundt basilikum
1 helt hvidløg
3 dl. olivenolie
3 spsk. mucsovadosukker
salt og peber

Flå alle tomaterne ved at hælde dem over med rigeligt, kogende vand. Efter 5 min. kan skindet pilles af med en lille kniv. Pres de fleste af kernerne og vandet ud. Hak dem groft og bland med de finthakkede løg, meget finthakket chili uden kerner og hvidløg og knap så finthakkede krydderurter - stilke og det hele. Rør med olien og krydderierne og smag til. Det skal trække mindst et par timer, inden man spiser af  det.
Kan spise til kylling, stegt makrel, puttes i salater m.m.
Fryses ned i passende portioner, så man har til hele vinteren.

(inspiration: Camilla Plum)

Tomat-æbleketchup

10 modne tomater
5 madæbler, gerne belle de boskoop
ca. 1 dl knoldselleri i små tern
2 hakkede skalotteløg
1 fed hvidløg
1 - 2 spsk. olie
salt, peber og lidt chili, habanero eller cayenne

Tomaterne blancheres og afskalles og deles i kvarte. Fjern det meste af kernehuset og æblerne snittes i små både.
Varm olien op og kom selleri, løg og hvidløg i. Varm det let, uden at det bruner. Tilsæt æbler og tomater og damp det hele mørt under låg 15 - 20 min. - der må gerne røres i gryden med et piskeris undervejs. Ketchuppen krydres med salt, peber og en anelse chili og kan opbevares en uges tid på køl.
Kan serveres kold eller varm. Passer til fisk, kød eller som tilbehør til et stykke ristet brød.

(inspiration: Erwin Lauterbach)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar