tirsdag den 12. marts 2013

Hakkebøf med jordskok- og avocadosalat og okra-salat

Bøf af hakket kalvekød fra Frenderupgård.

Jordskok- og avocadosalat med vinaigrettedressing

4 personer

4 spsk citronsaft + lidt ekstra
500 g jordskokker
2 avocadoer
1 tsk grønne peberkorn fra glas
finthakket julesalat

dressing:
4 spsk extra jomfruolivenolie
1 spsk vinaigre
salt og peber

Kom de 4 spsk citronsaft i en lille kasserolle med saltet vand. Jordskokkerne skrubbes godt, men skrælles ikke. Derefter skæres de i meget fine skiver og lægges i saltvandet.
Bring vandet i kog, og lad det småkoge i 3-4 min, til jordskokkerne er let kogt, men stadig sprøde. Hæld vandet fra jordskokkerne og stil dem til side.
Avocadoerne skæres i tynde både, som stænkes med citronsaft efterhånden. Anret de skivede jordskokker på et fad, og læg avocadobådene over dem. drys med grønne peberkorn. Hæld dressingen over og drys den finthakkede julesalat over.

Okrasalat fra Sri Lanka

50 g løg
250 g okra
½ grøn peberfrugt
½ grøn chili
3 spsk olie
1 dl groftreven kokos
1 tsk gurkemeje
2 spsk citronsaft

Løget skæres i tynde ringe. Stilkene skæres af okraerne, og de skæres en gang over midt på. Peberfrugten hakkes. Chilipeberen hakkes meget fint.
Olien varmes op, og alle grøntsagerne svitses heri 5 min. Kokos, gurkemeje og citronsaft tilsættes.
Der kommes et drys salt og peber på grøntsagerne, og de simrer under låg endnu 5 min.
Salaten afkøles. Ved serveringen drysses den med lidt mere kokos.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar