søndag den 28. oktober 2018

Gæstemiddag à la Susann
4 personer.

Forret:

Parmigiana (min opskrift er en blanding af 'Sølvskeen' og Alfredo Tessios)
 
2 auberginer
2 mozzarella
1 glas italiensk tomat-sugo (eller passata)
persille
rasp
basilikumblade
en smule skinke skåret i små tern
revet parmesan
1 æg
 
Fremgangsmåde:

 Skær auberginerne i skiver a 1 cm, drys med salt og udvand i ½ time. Derefter steges de let i olie.
Herefter samles parmigianaen således i lag:
I bunden af et fad smøres tomat-sugo ud, derefter lægges et lag aubergineskiver. Der smøres tomat på, drysses med en blanding af hakket persille blandet med rasp og revet parmesan og der lægges tynde skiver af mozzarella-ost på, hvorefter der lægges revne basilikum-blade og en smule småt-hakket skinke (rækkefølgen mellem lagene er ikke afgørende). Herefter et nyt lag med samme indhold. Der afsluttes med et lag aubergine-skiver der smøres med tomat-sugoen. Herpå et sammenpisket æg der prikkes ned i retten. Bages i ovn 25-30 minutter på 185 grader. Kan serveres varm eller halvlun.

Hovedret:

Kylling med kikærter og tomat.

1-2 pakker kyllingeinderfilet
salt og peber
1 tsk koriander, groft knust
2 hakkede løg
1 spsk olivenolie
1 spsk muscovadosukker
1 økologisk citron, tyndskåret skal
1 dåse hakkede, flåede økologiske tomater
1 dåse velafdryppede økologiske kikærter
2 fed hvidløg, knust
75-100 g tørrede, flækkede abrikoser
1-3 dl hønsebouillon
1 bakke spæde spinatblade

Sådan laver du kyllingen
  1. Skær kyllingefileterne halvt over og drys krydderier på.
  2. Brun løgene i olivenolie i en stor sauterepande, drys sukker over og lad det karamellisere let, før kyllingekødet kommes ved og brunes med.
  3. Tilsæt citronskal, tomater, kikærter samt hvidløg og abrikoser og et par dl bouillon.
  4. Lad det hele snurre 8-10 minutter, vend spinatbladene i og check smagen, før retten serveres med groft brød og salat.

Salat
 
Tyndt skåret spidskål - vendes med lidt salt og citron/æbleeddike+ olivenolie og står i en god times tid og mørner lidt.
1 granatæble - kernerne vendes i
½ pakke rucolla + ½ pakke babyspinat vendes i lige inden servering sammen med en ordentlig håndfuld ristede græskarkerner.
 
Dessert
 
Dessert royal  ja det kaldes den :-)
 
En bund af let knuste makroner dryppes med noget spirituøst efter temperament og hvad man har. I går brugte jeg grappa for at undgå at det blev for sødt. Det gøres i god tid, og står og venter.
Lige før servering: 1½ pakke god vanille-is scoopes ud på makronbunden med let hånd. Herudover henkogte frugter af en slags - gerne med saften med (jeg havde henkogt et glas brombær). Dernæst ½ liter pisket flødeskum igen med let hånd. Drysses med ca 250 g bær (fx brombær) og en ordentlig håndfuld valnødder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar