lørdag den 9. februar 2019

DESSERTER

Jeg har også en anden god veninde, Eva, der er rigtig god til desserter, jeg vil derfor oprette en side kun med opskrifter på desserter.

Dessert til nytår: Udhulede appelsiner med to slags is

 
 

Appelsinerne:

Toppen skæres af 6 - 8 øko-appelsiner (gem toppen til låg senere), appelsinkødet skæres ud med grapekniv el.lign., lægges i en sigte, hvor saften presses igennem (til ca. 800 ml. saft). De tomme skaller stilles koldt.

Appelsinparfait:

8 pasteuriserede æggeblommer og
1,65 dl sukker piskes hvidt og luftigt med en el-pisker.

Bland 2 dl. Appelsinsaft og evt. hakket pomeransskal og hakket mørk chokolade i æg/sukker blandingen.
4 dl piskefløde piskes til fast skum og vendes forsigtigt i appelsinmassen med en dejskraber.

Hæld blandingen i en skål og frys den i ca. 4 timer – rør i den af og til.
Når isen har en fast, men ikke stenhård konsistens fyldes den i appelsinskallerne, som sættes i fryseren.

Appelsinsorbet:
1,5 dl vand

¾ dl. Sukker
5 dl appelsinsaft.

Lidt citronsaft til passende smag
 Kog vand med sukker. Kog appelsinsaften op og reducer den til det halve under afskumning. Bland sukkerlagen med appelsinsaften og smag til med citronsaft. Sigt lagen og frys den ind under jævnlig omrøring.

Konsistensen skal være cremet. Hvis den bliver helt bundfrossen kan det reddes ved at køre den i en foodprocessor med lidt ekstra appelsinsaft og fryse ned igen under hyppig omrøring.
Servering:

Skallerne tages ud af fryseren ½ time inden de skal serveres. Sorbeten fyldes i lige inden serveringen og låget lægges på toppen.  Et lille blad under låget fuldender oplevelsen.

 
Crème brûlée

 
Denne portion passer til 4 personer:

 
4 pasteuriserede æggeblommer

85 g stødt melis (ikke rørsukker)

korn af ½ vaniljestang

¼ l piskefløde (helst øko)

1 dl sødmælk

 
Rør æggeblommer, sukker og vaniljekorn med en ske.

Rør derefter fløde og mælk i æggeblandingen.

Hæld blandingen gennem en si og fordel den i 4 flade ildfaste skåle (à ca. 2 dl).

Derefter bages cremen midt i ovnen ved 125 grader i 35-40 minutter – helst i vandbad*) - til cremen har sat sig. Cremen må ikke koge under bagningen, den skal have en glat overflade og skælve en anelse, når den er færdig.

 
Derefter afkøles skålene med creme i køleskabet og lige inden servering drysses den kolde creme jævnt med et tyndt lag sukker, som brændes med en gasbrænder til sukkeret er smeltet og har taget farve. Serveres straks.

 

 
*) Min erfaring er, at VANDBAD giver det bedste resultat: Stil formene i bradepanden midt i ovnen og hæld derefter forsigtigt kogende vand i bradepanden, så skålene står i et par cm vand. Derefter bages som beskrevet ovenfor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar